Forstanderens Nytårshilsen

Forstanderens Nytårshilsen

2021

Godt nytår.

Sikke et år 2021 har været...

Året startede med en nedlukket efterskole og et forår, der var præget af Corona.

Vi fik afsluttet efterskoleåret godt, men glædede os også til et nyt skoleår, hvor restriktionerne stort set var væk.

Det har givet os et fantastisk efterår, hvor der har været efterskole som før Corona. Det har været en fornøjelse at se alle de glade mennesker, der har nydt hinandens selskab. Efteråret har været mindeværdigt, hvilket gælder både elevernes væremåde men også lærernes store engagement i at drive “normal” efterskole igen.

Der har været mange gode højdepunkter i efteråret, hvor vi blandt andet har haft drengehørmsweekend og tøse/mødreweekend på fuld skrue. Efterskoleners dag var igen en stor succes. Festivalweekenden blev en sand fest. Julemødet var tilbage med banko og mange glade julegæster.
Efterårets højdepunkt var dog ubetinget også afslutningen på året, da vi havde en fantastisk tur til La Santa Sport. Godt vejr og dedikerede elever, der fik prøvet mange forskellige idrætsgrene samt brugte en masse tid med hinanden. Den afsluttende Triathlon var et højdepunkt på turen, hvor eleverne i den grad fik presset sig selv.

Lige nu er situationen den, at vi ser vores elever en lille uge senere end beregnet, så i uge 1 bliver der et kort gensyn med online undervisningen. Men kan vi nøjes med det, så er vi glade.

Ingen nytårshilsnen fra Vejle Idrætsefterskole uden et tilbageblik på nuværende eller tidligere elevers flotte idrætsresultater, som de har præsteret i løbet af skoleåret:
- "Vilde Lene" alias Lene Christensen har etableret sig som landsholdets klare 1. valg og skifter i det kommende år til Rosenborg BK fra Norge.

- Svømmerne leverede flotte resultater til DM, hvor der var flere medaljer. Blandt andet leverede tidligere elev Magnus Dyg rigtig godt med fire medaljer.
- Magnus Cort vandt tre etaper i Vueltaen og Johan Price-Pejtersen vandt VM-guld i U23-klassen på enkeltstart.

- En lille koloni af tidligere VIES-elever spiller nu professionel fodbold i Asien, hvor Alexander Scholz spiller i japanske Urawa Red Diamonds, mens Phon-Ek Maneekorn Jensen (bedre kendt som Guy) er skiftet til den thailandske Premier League-klub Suphanburi FC.
- Håndbolddrengene spillede sig i U17 Ligaen efter vinterferien ved at slå BSH to gange. Derudover begynder flere tidligere VIES-elever så små at markere sig i Håndbold Ligaen.
- Danserne imponerede stort på Lanzarote, hvor de imponerede de mange gæster til gæsteshowet om onsdagen.

- Mette Graversgaard var med til OL, men kom desværre ikke i aktion, da hun blev skadet i Tokyo.

Det er svært at fatte sig i korthed, men som forstander glæder jeg mig utrolig meget til året 2022, hvor VIES med garanti igen vil markere sig på landkortet på mange forskellige områder. Derudover håber vi også, at den enorme interesse for vores efterskole også vil fortsætte de kommende år. Ansøgningsfeltet bliver kun større og større hvert år, hvilket glæder mig meget.

Må 2022 være året, hvor normaliteten rammer samfundet igen og være året, hvor vi taler om Covid-19 i datid.

På skolen vegne vil jeg ønske ansatte, elever, samarbejdspartnere og alle andre der følger VIES et godt nytår og på gensyn i 2022. Må folk slippe deres idrætstalent løs…

Frank Rasmussen