Håndbolddrengene nummer 4 til DM

Håndbolddrengene nummer 4 til DM

Vies håndbolddrenge

Vejle Idrætsefterskoles håndbolddrengene blev nummer 4 til DM for U16-hold, og var marginaler fra at spille sig i finalen efter en glimrende præstation i semifinalen mod de senere vindere fra Taastrup.

Final Four blev afviklet i glimrende omgivelser i Skanderborg, som virkelig havde gjort noget ud af arrangementet, og fra VIES skal der lyde en stor ros til Skanderborg for et veludført arrangement.

Lørdag var semifinale-dag, og her skulle Vejle Idrætsefterskole som nummer 2 fra Ligaen i Vest møde Taastrup, der havde vundet Øst-rækken foran GOG. Der ventede Jesper Houmark og Mette Sjøbergs drenge en stor udfordring, men De Orange fra VIES leverede en fremragende start og bragte sig foran 9-4. Spillet fra gode fra VIES, som blev bakket rigtig godt op af mange VIES-elever, som havde taget turen i bus til Skanderborg. Forhåndsfavoritterne fra Taastrup havde dog på ingen måde givet op, og begyndte lige så stille at hale ind på VIES-drengene, og pausestillingen var 12-11.
Anden halvleg blev en hel lige affære, hvor føringen undervejs i de sidste 30 minutter skiftede. I de sidste minutter var det dog sjællænderne, der var i teten, men med et flot comeback havde VIES muligheden for at udligne i de sidste sekunder, men marginalerne var ikke Vejle Idrætsefterskole.
- Drengene leverede en rigtig flot præstation mod en dygtig modstander, som havde et par profiler, som man ikke ser hver dag. Vores taktik fungerede rigtig godt, og det var kun manglende marginaler, som kostede en overraskende DM-finale. Men stor ros til drengene for en flot præstation og ros til Taastrup for en flot kamp, siger VIES-træner Jesper Houmark.

Søndag var det tid til kampen om bronzemedaljerne, og her mødte VIES storklubben GOG. Efter en skidt indledning var VIES flere gange tæt på at komme tilbage i kampen, men det blev aldrig rigtig tæt, selvom VIES-drengene kæmpede alt, hvad de havde lært. Det blev til en fortjent bronzemedalje til GOG.
- Det kan siges ret kort om kampen mod GOG. Her mødte vi en på dagen bedre modstander, og de vandt fortjent. Drengene leverede dog igen en fin præstation og kæmpede godt, men der var desværre ikke så meget at gøre, forklarer Jesper Houmark og uddyber om weekendens oplevelse:
- Det har været en stor oplevelse, at vi som det første efterskolehold på drengesiden kvalificerede os til et U16 DM. Sådanne oplevelser som dette DM giver drengene en fantastisk erfaring med i deres rygsæk, som de med garanti kan bruge i deres fremtidige karriere både på håndboldbanen, men også hvor de ellers ender henne i deres erhvervsliv. De har præsteret under stort pres, og har samtidig fået en stor oplevelse sammen som gruppe, som de kan snakke om sammen om mange år, når de mødes igen, siger en tydelig stolt Jesper Houmark.

Tillykke til Taastrup med guldet, til Skanderborg med sølvet og til GOG (med den tidligere VIES-elev Jens Damgaard) med bronzen.

Vies håndbolddrenge