Stor VIES-dominans til MTB-løb på VIES

Stor VIES-dominans til MTB-løb på VIES

I weekenden var hele den danske MTB-elite samlet til MTB-løbet Race Days Vejle, som blev afholdt på VIES og MTB-sporet i Nørreskoven, med et 'hyggeligt og intents' målområdet lige uden for skolens hovedindgang!

Fredag blev der kørt short track, som er et nyt løbsformat i dansk MTB-øjemed, hvor rytteren på en 1,8 km lang rundstrækning skulle køre i ca. 30 min med 'fuld gas'. Det blev en intens affære i alle klasser, og flere VIES-MTB'ere viste sig at være godt kørende. I U19-klassen tog VIES alle 3 podie-pladser, med Emil Bødker som vinder efterfulgt af Hans Landbo og William Donner. I U17-piger vandt Alberte Tøt Jensen en flot sejr!

Lørdag og søndag blev der kort XCO-løb, som er det olympiske løbsformat, på en 4,4 km lang rundstrækning på det krævende spor i Nørreskoven, med godt 200 højdemeter pr. omgang. Lørdag tog Julius Gorm sejren i U17-klassen foran en anden VIES-elev Magnus Søeberg.

Søndag var det U19-rytteren der skulle i ilden. Her var der igen mange gode VIES-præstationer, og Hans Landbo fik markeret sig med en flot 3. plads i et skarpt felt, hvor det også var mange tidligere VIES-elever til start. Blandt andet var vinderen af U19-klassen den tidligere VIES-elev Markus Heuer.

I pigernes U19-række blev Freja Ringmann nummer 2.

I Elite Senior-rækken for herrer var der igen et par tidligere VIES-elever der markerede sig. Her blev Simon Andreassen nummer 3, mens Alexander Young blev nummer 4.

Så alt i alt en fantastisk MTB-weekend på VIES!