
I december 2025 deltog 24 elever fra Vejle Idrætsefterskole i en to-dages international udveksling med den spanske skole IES Gran Tarajal i forbindelse med skolerejsen til Fuerteventura. Skolen ligger i den lille by Gran Tarajal – ca. 5 km fra Playitas. Udvekslingen gav eleverne mulighed for at møde jævnaldrende unge fra en anden europæisk idrætskultur og var en vigtig del af skolens internationale arbejde.
Udvekslingen er gennemført som en del af Vejle Idrætsefterskoles Erasmus+-samarbejde. VIES har siden 2022 været akkrediteret i EU’s Erasmus+-program, som støtter internationale udvekslinger og samarbejder mellem skoler i Europa. Gennem Erasmus+ arbejder skolen blandt andet med at styrke elevernes europæiske idrætsforståelse og give dem nye perspektiver på deres egen hverdag og talentudvikling gennem mødet med andre unge og andre idrætskulturer.



Programmet var bygget op omkring bevægelse, aktivitet og samvær. Den første dag foregik på IES Gran Tarajal, hvor de spanske elever og deres lærere introducerede VIES-eleverne til både skolen og den lokale idrætskultur. Her deltog eleverne blandt andet i traditionelle kanariske sportsgrene som kanarisk brydning og forskellige kanariske lege. De danske og spanske elever arbejdede sammen i små hold – noget, som flere af vores elever fremhævede som en stor styrke ved udvekslingen. Dagen blev rundet af med fælles frokost med traditionel spansk paella.
Om aftenen fulgte de danske elever med de spanske elever til fodbold på stranden og spiste også aftensmad sammen. Det gav et fint indblik i hverdagen som ung på Fuerteventura.




Dag to på Playitas – fællesskab på tværs
Anden dag foregik på Playitas Resort, hvor alle elever var blandet i små grupper hele dagen. Her dystede de blandt andet i padel og minigolf. Om eftermiddagen stod VIES-eleverne for workshops, hvor de trænede de spanske elever i atletik og håndbold, samtidig med at der var fælles aktiviteter på vandet i form af surfing og kajak.
Flere elever beskriver udvekslingen som noget helt særligt:
“Det fedeste var, at vi faktisk fik snakket sammen – især i de små grupper.”
Selvom sproget indimellem var en udfordring, blev det løst med tålmodighed, grin og kropssprog, og mange elever fortæller, at de fik større mod på at tale engelsk.
En vigtig del af skolens internationale arbejde
Udvekslingen med IES Gran Tarajal er et eksempel på, hvordan Vejle Idrætsefterskole arbejder med international dannelse i praksis. Samarbejdet har været præget af stor åbenhed og engagement fra både elever og lærere, og der arbejdes allerede på at udvikle samarbejdet videre.
En stor tak til IES Gran Tarajal, deres lærere, Erasmus-koordinator og elever – for en varm modtagelse og for at dele deres skole- og idrætsliv med os.
Udvekslingen er gennemført med støtte fra EU’s Erasmus+-program.


