Cykling
Er du til seriøs cykeltræning med andre cykeltalenter?
Brænder du for at blive en bedre landevejsrytter eller mountainbiker? Så kan cykellinjen tilbyde et unikt og motiverende træningsmiljø!
På Vejle Idrætsefterskoles cykellinje er glæden ved cykling grundstenen og drivkraften for træning og udvikling. Vores mission er, at du udvikler dig som landevejsrytter eller mountainbiker fysisk, teknisk mentalt samt tillægger dig konkrete redskaber til at få det optimale ud af dit potentiale og den målrettede træning - på både kort og lang sigt. Træningen skal være udviklende, motiverende og sjov!
Vi arbejder for, at du oplever og forstår de forskellige styrker ved at være en del af et motiverende og socialt træningsmiljø, og dertil har mulighed for at udvikle dine egne styrker og forbedre dine svagheder. På Vejle Idrætsefterskoles cykellinje er du en del af en helhed, hvor helheden dels er afhængig af den enkeltes kvaliteter og dels afgørende for den individuelle udvikling.
På Vejle Idrætsefterskole får du optimale træningsbetingelser i et udviklende og motiverende træningsmiljø med ligesindede cykelelever.
Som skole bakker vi fuldt ud op om din træning og konkurrence, hvad enten du er landevejsrytter eller mountainbiker, således at du får optimale betingelser for at blive bedre på raceren eller MTB’en. Vi træner op til syv gange i løbet af ugen. Hertil kommer selvtræning eller konkurrence i weekenden.
Kvalificeret, målrettet og sjov træning der udvikler
Den målrettede og strukturerede træning skoleåret igennem, sikrer at du vil udvikle dig meget fysisk, teknisk og mentalt i løbet af tiden på VIES. Dertil opnår du igennem træningen vigtige træningsmæssige redskaber og teoretisk viden om bl.a. træningsplanlægning, intervaltræning, restitution og kost, som kan bruges fremadrettet til at skabe yderligere udvikling.
Som cykelelev træner du med skolens erfarne cykeltrænere, der enten selv kører eller har kørt på eliteniveau eller arbejder professionelt med cykeltræning.
Den individuelle udvikling og personlige behov
Træningen er rettet mod at forbedre præstationspotentialet hos den enkelte elev, og der trænes efter en specifik plan for enten landevejs- eller mountainbikegruppen. Der er skoleåret igennem mulighed for individuel tilpasning af træningen frem mod bl.a. vigtigt løb, træningslejre, landsholdssamlinger, så du er klar når det gælder. Gennem et tæt samarbejde med dine trænere sørger vi for, at træningen bliver så specifik som mulig i forhold til dit aktuelle niveau og dine personlige udviklingsmuligheder samt behov. Vi vurderer din udvikling gennem fysiske test, analyse af træningsdata og individuelle samtaler henover skoleåret.
Vi differentierer træningsmængden afhængig af, om du er U17- eller U19-rytter, så den fysiske og mentale belastning står mål med de konkurrencemæssige krav samt Danmarks Cykle Unions træningsanbefalinger.
Cykellinjens ryttere holder typisk fast i deres hjemlige klub eller team imens de er på VIES.
Som cykelelev vil du blive testet to gange i løbet af skoleåret i vores testcenter, hvor du vil få bestemt din fysiske kapacitet og udvikling. Resultaterne fra testene, kan bruges til gøre din træning mere fokuseret og målrettet, samt belyse dine kvaliteter som landevejsrytter eller mountainbiker.
Fantastisk og varieret cykelterræn
Vi træner i et af Danmarks bedste cykelområder. Med en placering midt i Nørreskoven, er terrænet omkring skolen unikt til både landevejscykling og mountainbike, og giver mulighed for stor variation i træningen, således at de enkelte træningspas kan tilpasses efter det aktuelle træningsfokus. Skal der køres intervaller træner vi ofte på velkendte rundstrækningen eller bakker, hvor den enkelte elev, kan køre fokuseret efter eget niveau. Er der fokus på grundlæggende udholdenhed er der mulighed længere ture på varierede ruter i den flotte natur omkring Vejle.
"Det bedste var helt sikkert fællesskabet, og det at man fik gode træningsmuligheder og træningskammerater til hver træning."
-
Træningsmiljø med unge ambitiøse cykelryttere/mountainbikere
-
Struktureret og målrettet træningsplan
-
Ingen konflikter mellem skole og træning/konkurrence
-
7 ugentlige træningspas
-
Professionelle cykeltrænere
-
Fysiske cykeltest i testcenter
-
Funktioneltræning (styrke, core, yoga, mm.) målrettet landevejscykling/MTB
-
Viden om træning, restitution, kost, mm.
-
Varieret terræn i landets bedste cykelområde
En del af træningen på cykellinjen er fælles for landevejsryttere og mountainbikere, men størstedelen af træningen skræddersys specifikt til din disciplin. Nedenfor er der beskrevet fokus i landevejs- og mountainbiketræningen. Hvis man i vinterhalvåret ønsker at fokusere på enten cykelcross eller banecykling, er der mulighed for at få tilpasset sin træning herefter.
Som en del af landevejsgruppen på Vejle Idrætsefterskole træner du målrettet og specifikt frem mod konkurrencesæsonen og mod at forbedre din fysiske præstationsevne.
Henover skoleåret gennemgår du et struktureret træningsforløb, der sikrer, at du får trænet de aspekter, der er afgørende for din præstationsevne i konkurrencesæsonen.
Området omkring Vejle er et af Danmarks bedste steder at træne. Terrænet varierer med alt fra flad vej, let rullende ruter til længere stejle bakker. Det giver mulighed for at træne alsidigt og varieret, så du udvikler dig på mange forskellige områder og bliver en mere komplet cykelrytter.
Vi tilrettelægger træningen ud fra de fysiske arbejdskrav, der stilles under cykelløb. Du træner sammen med vores dygtige trænere, så der sikres kvalitet i træningen, og at du kan udvikle dig optimalt.
Vigtige elementer i landevejstræningen:
- At lære og forstå vigtigheden af at træne struktureret efter en plan
- At lære at køre intervaller rigtigt, så de giver det tiltænkte træningsudbytte
- At lære at køre i en gruppe og forstå at placere sig rigtigt i et felt
- At indøve god teknik. Herunder både træning af tråd, position og styreegenskaber
- At træne kroppens funktionalitet (styrke, stabilitet, bevægelighed, koordination og balance) i landevejs øjemed.
- At lære mentale-teknikker til at få mere kvalitet i træning og konkurrence.
Som en del af mountainbikegruppen træner du målrettet og specifikt frem mod konkurrencesæsonen og mod at forbedre din fysiske præstationsevne.
Henover skoleåret gennemgår du et struktureret træningsforløb, der sikrer, at du får trænet de aspekter, der er afgørende for din præstationsevne i konkurrencesæsonen.
Området omkring Vejle er ideelt til mountainbike med flere forskellige skove med varieret terræn, så der kan køres på alt fra teknisk singletrail, til let rullende ruter og stejle op- og nedkørsler. Dette giver mulighed for at træne alsidigt og varieret, så du udvikler dig på mange forskellige områder og derved bliver en mere komplet mountainbiker.
Vi tilrettelægger træningen ud fra de fysiske arbejdskrav, der stilles under mountainbikeløb. Du træner sammen med vores dygtige trænere, så der sikres kvalitet i træningen, og at du kan udvikle dig optimalt.
Vigtige elementer i mountainbiketræningen er:
- At lære og forstå vigtigheden af at træne struktureret efter en plan
- At lære at køre intervaller rigtigt, så de giver det tiltænkte træningsudbytte
- At lære at beherske kroppen og mountainbiken på sporet og overføre dette til konkurrence.
- At indøve god teknik. Herunder at beherske tekniske elementer på sporet samt træning af tråd, position og styreegenskaber
- At træne kroppens funktionalitet (styrke, stabilitet, bevægelighed, koordination og balance) i mountainbike øjemed.
- At lære mentale-teknikker til at få mere kvalitet i træning og konkurrence
Nedenfor er skitseret en typisk træningsuge på cykellinjen. Det ugentlige program vil variere henover sæsonen, så der tages højde for sæsonperioder og træningsfaser, således at træningsfokus, træningsbelastning og træningsmængde tilpasses til de krav der stilles i den aktuelle træningsfase. Onsdag er som udgangspunkt hviledag, men der er mulighed for at selvtræne, hvis der er behov for det. I oktober hvor der typisk er off-season, cykles der kun let tirsdag og torsdag morgen, og indlægges andre former for aktivitet som bla. fodbold, hockey, yoga, mindfulness og lign.
"Her på VIES har jeg muligheden for at gå i dybden samt udvikle den enkelte elevs kompentencer inden for cykling. Det er enormt spændende, fordi der virkelig er mulighed for at skabe en udvikling, når talent, tid og motivation går op i en højere enhed.
Derudover får jeg samtidig en masse gode oplevelser med engagerede, dygtige cykelinteresserede, som gør, at det sociale sammenhold på cykellinjen i løbet af et år giver mig rigtigt meget."