Måltiderne skal være et roligt, afstressende tidspunkt på dagen, hvor man kan nyde maden sammen og snakke om dagens begivenheder. Spisesalen skal være et trygt sted at være for alle elever, og bl.a. derfor sidder du altid sammen i din kontaktgruppe, som er på en gruppe på 10-12 elever.
Kostpolitik på VIES
Formål
At formidle og fastholde gode holdninger omkring fornuftig kost som en vigtig del af en sund livsstil. Vi laver mad, baseret på gode råvarer og så vidt muligt lavet fra bunden.
Vi tager udgangspunkt i de 7 kostråd som rettesnor for vores madlavning:
- Spis planterigt og varieret
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød- vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten med vand
Vores mad er varieret og ofte inspireret efter årstiderne.
Vi serverer oftest fuldkornsbrød, fuldkornspasta og brune ris.
Køkkenet
Sammen har køkkenpersonalet en bred viden og erfaring med produktion og servering af vitamin- og næringsrig kost. Vi bager selv det meste brød.
Morgenmaden
Der anrettes hver morgen en buffet med hjemmebagte boller, et udvalg af morgenmadsprodukter, magre mejeriprodukter, frugt og grønt. Der bliver ugentligt serveret havregrød eller øllebrød.
Frokost
Kold buffet med lun ret. Der serveres rugbrød med et udvalg af pålæg og fisk. Fredag bliver der oftest serveret “Byg selv sandwich” med salatbar. Der er minimum 2 slags salat på hver buffet. Én gang i ugen vil der være bordservering, hvor maden vil være en varm ret med tilbehør.
Aftensmad
Den varme hovedret med tilbehør, serveres som buffet. Der serveres altid salat eller grøntsager til.
Mellemmåltider
Der serveres 3 mellemmåltider i hverdagene. Disse kan bestå af boller, knækbrød, frugt eller gulerødder. Der serveres “Ind med ske” og kage én gang om ugen. Der drikkes vand til alle måltider.
Weekend
I weekenderne kan måltiderne være lidt anderledes. Morgenmaden serveres senere end normalt og én af dagene serveres den med lidt ekstra som f.eks kan være juice, pandekager, pålægschokolade og skåret frugt
Specialkost
Vi tilbyder at lave specialkost til elever med allergier samt intolerancer. Der tilbydes vegetarkost til alle måltider.
Dette aftales med køkkenet ved skolestart.
Vi tilbyder i øjeblikket ikke vegansk fuldkost.