EPAS Skole
I 2019 blev Vejle Idrætsefterskole en af Europa-Parlamentets Ambassadørskoler (EPAS). EPAS er et skolenetværk bestående af over 700 skoler i hele Europa, og de deltagende skoler får særlige ressourser til at oplyse unge om Europa og om EU.
Det er et mål med undervisningen og EPAS-medlemskabet, at du opnår kendskab til Europa, til demokrati på europæisk plan og til betydningen af Europa-Parlamentets arbejde for de unges dagligdag.
I undervisningen vil du møde EU på forskellige måder - både i form af ekskursioner, debatter, rollespil og arrangementer. Og du vil arbejde med centrale spørgsmål som disse:
- Hvorfor skal Danmark være medlem af EU?
- Hvilken rolle spiller EU i din hverdag?
- Skal vi have mere eller mindre EU i fremtiden?
- Hvordan fungerer beslutningsprocessen i EU?
- Hvilken rolle spiller EU på den internationale scene?
Vejle Idrætsefterskole har valgt at gå ind i EPAS samarbejdet, for at give dig adgang til oplevelser og viden, som kan give dig indsigt i det europæiske samarbejde.
Det er dog vigtigt at pointere, at vi oplyser på et objektivt niveau, så du selv kan danne dine egne meninger om Europa-Parlamentets arbejde.
Som en EPAS skole kan vi blandt andet give dig mulighed for komme på tur til enten København eller Strasbourg, hvor du kan prøve livet som Europa-parlamentariker. Du får også mulighed for at snakke direkte med medlemmer af Europa-Parlamentet på Skype, hvilket vi integrerer direkte i undervisningen.
Derudover får vi adgang til en masse materialer, spil, events og mulighed for samarbejde med de mere end 700 andre EPAS skoler rundt omkring i Europa.
Vi ser det som en god mulighed for at skabe EU-undervisning, som er mere nærværende og konkret for dig. Samtidig får du mulighed for at komme i kontakt med rigtige personer indenfor systemet, så du ikke bare lærer, hvordan systemet virker i teorien, men faktisk har mulighed for at få en ægte oplevelse af det indenfra.
Du kan læse mere om EPAS lige her : https://www.efterskolerne.dk/Efterskoleforeningen/Radgivning/internationalt/epas