Atletik
Vil du dyrke atletik på Vejle Idrætsefterskole?
På Vejle Idrætsefterskoles atletiklinje træner vi seriøst syv gange om ugen for at løbe hurtigere, kaste længere og springe længere eller højere. Vi har skabt et eliteorienteret træningsmiljø med kompetente trænere og engagerede træningskammerater, der møder motiverede til træning med ønsket om at forbedre sig.
Du får mulighed for at udnytte dit potentiale fuldt ud og se, hvor langt du kan nå i forhold til din drøm som atlet.
En efterskole, der udvikler dig som atlet
Sport og skolegang er en helhed hos os. Skoleskemaet og træningsprogrammet er tilpasset hinanden, og der er stort set ingen transporttid til træning. Derfor har du rigeligt med tid til at udvikle både din fysiske og mentale kondition. Du kan nå at rykke dig meget og din træner lærer dig rigtigt godt at kende, så du kan få netop det rigtige råd på det rigtige tidspunkt.
Formålet med atletik på efterskolen
Målet er at udvikle dig som atlet. Glæden for atletik er drivkraften og sammen skaber vi gode oplevelser med atletiksporten. Der er fokus på din fysiske og mentale udvikling, så du optimerer din indsats både til træning og i konkurrence.
Du får en større forståelse for din krop og for de forskellige aspekter i din træning.
Samarbejde med klubber og EliteVejle
Vores mål er at have et tæt samarbejde med din klubtræner samt evt. landstrænere om din træning, udvikling og målsætning.
Vejle Idrætsefterskole er en del af EliteVejles ambitioner om at skabe det bedste skolemiljø for idrætstalenter. Det betyder, at vi har fri adgang til træning på Vejle Stadion og at du vil komme til at træne sammen med Vejleområdets største atletiktalenter.
Indholdet i træningen på atletiklinjen
Du kommer til at træne sæsonbaseret med relevant træning i forskellige perioder.
August – september: Konkurrenceperiode udendørs. Primært teknisk træning med fokus på konkurrence
Oktober - Restitution. Tid til lidt sjov
November – december: Grundtræning. Der trænes hårdt og ikke laves så meget disciplintræning
Januar – februar: Konkurrenceperiode indendørs. Primært teknisk træning med fokus på konkurrence
Marts – april: Grundtræning. Der trænes hårdt og laves ikke så meget disciplintræning
Maj – juni: Konkurrenceperiode udendørs. Primært teknisk træning med fokus på konkurrence
Vi har fokus på både den fysiske og den mentale del af din træning og dine præstationer. Der er mulighed for samtaler, hvor vi kan vurdere dine målsætninger for at evaluere og justere dem løbende. Du vil også blive tilbudt relevante tests i forhold til dine ønsker og discipliner - såsom styrketests, fedtmåling osv.
Du følger dit eget personlige træningsprogram, men vi forsøger at tilpasse personlige træningsprogrammer, så fælles træning og den sociale gevinst i vid udstrækning bliver mulig. Så vidt muligt inviterer vi gæstetrænere med specifikke kompetencer i enkelte discipliner.
Fysisk atletiktræning
Den fysiske atletiktræning tilpasses dit udgangspunkt og din primære disciplin og indebærer:
- Koordination
- Styrketræning – også for mindre oftest ”glemte” muskelgrupper
- Bevægelighed
- Kondition
- Hurtighed
- Udholdenhed
- Teknik (i den/de discipliner du vil forbedre)
Mental atletiktræning
I mentaltræningen styrker vi dine evner til psykisk at håndtere situationer, der kan forstyrre dit fokus. Fx øver du dig i at bruge ”tænd/sluk”-knappen til træning og du vil blive udsat for forskellige former for stress/uretfærdighed/uforudsigelighed. Vi tager individuelle samtaler med elever efter ønske, eller hvis vi ser, at der er behov.
- Psykisk parathed (at være klar når det gælder)
- Evne til at træne eliteorienteret (at skifte mellem sjov og alvor mange gange gennem et træningspas)
- Psykiske faktorer (det er ikke en kontaktsport, men der er meget psykologi og taktik i atletik)
Atletik, fællesskab og 9./10. klasse
Andre særlige oplevelser på atletiklinjen
Vejlestævnet: Sidst i maj afholder Vejle Idrætsefterskole det traditionelle Vejlestævne (afholdt siden en gang sidst i 60’erne). Vejlestævnet er et kæmpe atletikarrangement med mere end 2000 efterskoleelever fra efterskoler i hele det gamle Vejle Amt. VIES har allerede sat sit tydelige præg på dette arrangement og har de seneste år været den mest vindende skole til stævnet. Tilskuerpladserne er fyldt med alle dine venner, som vil se skolens orange farver øverst på skamlen. Kun deltagelse i store internationale stævner vil være vildere end denne oplevelse!
Andre stævner: Efterskole DM i 10 km løb plejer at være en stor oplevelse, hvor Vejle Idrætsefterskole plejer at dominere. Desuden bakker skolen op ved atletikstævner på Vejle Stadion, hvor dine venner fra skolen har mulighed for at heppe med fra tribunen.
Tur til atletikhal: I løbet af året prøver vi at skabe afveksling og ekstra oplevelser med besøg i indendørs atletikhal.
Oktoberturen: I restitutionssæsonen gør vi lidt ekstra ud af at styrke sammenholdet og grine sammen af særlige oplevelser – bl.a. med en ”skør” tur ud af huset.
- 7 skemalagte træningspas fordelt på mandag, tirsdag, torsdag og fredag
- Stærk træningskultur med dygtige atleter fra hele Danmark
- Erfarne og kompetente trænere
- Personligt træningsprogram med fokus på udvikling inden for din disciplin
- Træningsfællesskab med tætte venner, grin og sammenhold
- Ingen transporttid til træning
- Du repræsenterer skolens farver ved stævner, der når på højde med nationale stævner
- Atletiklinjen rejser sammen på tur for anderledes og ekstraordinære atletikoplevelser
- Lækre styrke- og testfaciliteter samt kunststofløbebane
Atletik har altid været en del af mit liv. Der er altid kontant afregning ved resultattavlen i atletik. Derfor er det fedt at være med til at skabe rammerne for, at eleverne kan udvikle sig så målbart, mens de er her. Og så er det altid sjovt at følge med i gamle elevers atletikkarriere ved stævner.
Mit efterskoleophold på VIES, har været med til at give mig en masse fantastiske oplevelser. Man lære at tage mere ansvar for sig selv og andre og ikke nok med at man får nye kompetencer inden for sin idræt, så får man en minde for livet. Det at være en del af fællesskab er fantastisk. Man knytter bånd på en hel anden made, fordi man bor sammen – Med andre ord – man knytter venskaber for livet. Man får desuden et anderledes forhold til lærerne end man gør på en almindelig skole. Lærerne er nærmest ens ”ven”. Det har været rigtig fedt at kunne få lov til at dyrke sin sport på et højt niveau, samtidig med at det var kombineret med efterskolelivet og alt hvad der hører til. Det bedste råd, jeg kan give til kommende elever er: NYD DET.. for det varer DESVÆRRE ikke ved…. Det kommer man til ønske, når man går der..
Da jeg startede på VIES, vidste jeg ikke helt, hvad jeg var gået ind til. Alt jeg vidste var, at jeg startede på en ny skole, langt væk hjemmefra. Man kan opdele min VIES-oplevelse i 3 aspekter: den sportslige, den sociale og den faglige. Jeg er personligt gennemgået en komplet omvæltning af de 3 aspekter. Jeg oplevede et træningsmiljø med atleter og træner, der til dagen i dag ikke er overgået, trods landsholdsudtagelser og VM-deltagelse. Her fik jeg for første gang indblik i, hvad elitesport rigtigt indebærer. (Stor respekt til Anders Sækmose). På den sociale side gik jeg fra at ses med venner af og til, når det lige passede derhjemme til at bo side om side med 120 jævnaldrende. Alle fordomme, man naturligt har i bagagen om fodboldspillere, håndboldspillere, jyder, fynboer mm., blev nedbrudt på 1 uge. En transformation af mit sind fandt sted på VIES, hvilket jeg for altid er taknemmelig. Jeg ser stadig en god portion af de kammerater, jeg har fra VIES. Traditioner er blevet skabt, venskaber er skabt, mig som person er skabt. - På den faglige del oplevede jeg noget, som jeg ikke havde oplevet før. Et lærerteam, hvis ønske ikke blot var at dygtiggøre os som elever, men hvis ønsker var at involvere sig på et dybere niveau end blot et karakterblad. Jeg forlod VIES med fornemmelsen, at jeg ikke blot havde skabt venskaber med mine jævnaldrende, men også med et helt lærerteam. Stor respekt til alle lærerne på VIES. Det bedste under selve opholdet på VIES var de mange grin, de mange hårde tider, man aldrig var alene om, de mange gode stunder. Det bedste efterfølgende er, hvor meget jeg har fået med i bagagen. Alt hvad jeg er idag, har noget med VIES at gøre. Og jeg takker for det. Mit bedste råd er: Hop ikke i poolen efter sengetid. Frank skal nok finde ud af det. Til kommende elever: Lad ikke tvivlen og uvisheden stoppe jer. På VIES finder du ud af hvorfor.