En dejlig hverdag på La Santa

La Santa

Vejle Idrætsefterskoles elevhold nyder i den grad årets skoletur, som går til La Santa Sport på Lanzarote.

Siden i fredags har VIES-eleverne været på vulkanøen og nydt godt af fantastisk vejr og stedets enorm mange gode tilbud sammensat med VIES-lærernes tilbud hver dag.

Indtil videre har turen budt på mange forskellige ting, og fælles for det hele har været, at VIES-eleverne som altid har mødt alle udfordringer med en fantastisk energi og humør. Alle morgenstunder er startet med La Santas legendariske morgengymnastik.

Lørdag og søndag blev brugt til at lære stedet at kende og prøve de forskellige aktiviteter samt nyde hinandens selskab samt det fantastiske vejr, der indtil videre har været perfekt med godt 20 grader og nærmest sol fra en skyfri himmel hver eneste dag.

Mandag formiddag var det tid til stranddagen, hvor kontaktgrupperne internt skulle konkurrere mod hinanden. Her endte det hele med en sejr til Sækmoses kontaktgruppe. Dagen sluttede med overværelse af det underholdende show lavet af Green Team.

Dagen i dag har virkelig stået i fællesskabets tegn, hvor morgenstunden blev brugt til en gåtur til en nærliggende vulkan, hvorefter alle elever om eftermiddagen skulle prøve aktiviteten Trampolin Fitness. Det gav masser af grin men også trætte ben.

Den store dille blandt eleverne på La Santa er tennis og padle tennis, mens der også bliver brugt rigtig meget tid på de forskellige fitness-hold.Trampolin Fitness - Vejle Idrætsefterskole