Fodboldpigerne klar til DM

Fodboldpigerne klar til DM

Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra VIES af!!! 

VIES’ fodboldpiger og fodbolddrenge kvalificerede sig onsdag til DM for efterskoler. 

For fodboldpigernes vedkommende, så startede vi med en komfortabel 4-1 sejr over HCI. Vi startede kampen klart bedst og skabte flere store chancer, men vi fik ikke puttet bolden ind. Midt i første halvleg overtog HCI initiativet og skabte et par farlige situationer på standardsituationer. Men VIES pigerne var dygtigst, og inden pausen fandt Freya Rødekilde alias Futte vejen til netmaskerne to gange. I anden halvleg var hun på pletten igen, inden Sofie Hjerrild scorede VIES’ fjerde mål. Til sidst i kampen reducerede HCI til 4-1, men der var på intet tidspunkt tvivl om, hvem der ville løbe af med sejren. 

I pigernes anden kamp kom vi i modvind. Et velspillende hold fra Strib pressede os til at lave fejl, og vi fik aldrig det flow, der har kendetegnet os i de seneste kampe. Strib scorede både ét og to mål før pausen, mens vi igennem hele kampen skabte en håndfuld store chancer i henholdsvis åbent spil og på standardsituationer. Men bolden ville ikke ind, før Sara Riber ca. 10 min før tid reducerede til 1-2. Derefter jagtede vi et mål mere, men vi havde ikke heldet og dygtigheden til at udligne. 

I tredje kamp mødte VIES pigerne Vojens, som havde tabte deres to første kampe. Allerede fra første fløjt var det VIES, der sad på det hele. Men trætheden begyndte at melde sig hos spillerne, der spillede tredje kamp på fem-seks timer. Men det var også Vojens’ tredje kamp. Og som kampen skred frem, så var der stor forskel på de to hold. Vojens kæmpede, og VIES angreb og angreb og angreb. Det blev til syv scoringer af VIES-pigerne. 

Fodboldpigernes træner Katrine S. Pedersen udtaler:

- Når vi er på træningsbanen, og når vi er ude og spille kamp som i dag, - så kræver jeg meget af spillerne. Jeg forventer meget af dem. Og jeg råber efter dem. Fordi de er dygtige. Og fordi jeg ved, de kan. Ikke alle kan det samme, men alle kan noget. Meget. Og nogle gange glemmer jeg at sige til dem, at jeg faktisk er ret stolt af dem. Ikke så meget på grund af resultatet i dag. Nej mere på grund af deres måde at spille på. Deres måde at tage imod mine input på. Deres måde at hjælpe hinanden på. Det var en rigtig god oplevelse.

Tak for dag oplevelsen. Vi skal til DM. Wuhuuu!!!” 

VIES – HCI 4-1 (2-0)

Freya, Freya, Freya og Hjerrild

Strib – VIES 2-1 (2-0) 

Riber

VIES – Vojens 7-0 (2-0)

Maj, Alberte, AG, Cathrine, AG, AG, Maj