Forstanderens nytårshilsen 2020

Forstanderens nytårshilsen 2020

Sikke et år 2020 har været...

Hvad der skulle have været den sædvanlige glædelige nytårshilsen fik i forgårs et lidt kedelig drejning, da statsminister Mette Frederiksen meddelte, at vi tidligst kan se vores elever igen d. 17. januar. ØV!

2020 har været begivenhedsrigt på godt og ondt.
Således har de sidste mange års nytårshilsen startet. Men når det er skrevet, så kan vi ikke komme uden om årets store ting; Covid-19 også kendt som Coronavirussen. Denne forfærdelige virus har i flere perioder sat samfundet i stå, hvilket den også gjorde med Vejle Idrætsefterskole tilbage i marts og nu igen kort før jul fortsættende ind i januar.

Corona lukkede VIES ned i to måneder, og det var en hård periode for daværende elever, men også for vores mange ansatte, der knoklede for at lave alternativ efterskole på afstand. Eleverne var savnet på VIES, og en efterskole uden elever er bare ikke en rigtig efterskole. Det var en glædens dag, da eleverne var tilbage d. 18. maj, hvor de blev modtaget med konfettirør og masser af godt humør. Vi håber denne nedlukning bliver en markant kortere omgang, så vi snart kan have en skole fyldt med galde elever igen.

Efterskole er nærvær, fællesskab og samvær, mens Corona er det stik modsatte.

Heldigvis har vi oplevet at det meste godt kan lade sig gøre. Vores nuværende elevhold lever med det og i det, de dyrker skolen og hinanden på en god nærværende måde.

Det boglige undervisning har vi kørt videre både under nedlukningen og de mere normale perioder i løbet af 2020. Fjernundervisning er et begreb, som eleverne har lært at blive fortrolige med, men det er ikke noget, der kan erstatte den normale undervisning. I løbet af året har kreativiteten været stor hos lærerne, hvor der har været arrangeret stjerneløb på afstand, de 13 Coronaprøvelser blev lanceret, der blev lavet både skriftlige og mundtlige prøver på afstand, men også mange andre ting, hvor eleverne har været gode til at have ja-hatten på, men også har måtte acceptere, at dagligdagen ikke har været som normal.

Normalt vil nytårshilsnen fra Vejle Idrætsefterskole være fyldt med idrætsresultater, som vores elever har præsteret i løbet af skoleåret. I år har der ikke været nær så mange idrætsstævner, da de har været aflyst, ændret eller udskudt på grund af Corona.

Nævneværdige idrætspræstationer har der dog været:
- Alexander Scholz blev f.eks. den første tidligere VIES-elev, der scorede i Champions League, da han udlignede til 1-1 på straffespark mod selveste Liverpool.
- Flere tidligere håndbolddrenge har fået kontrakt eller spilletid i Håndboldligaen. Det drejer sig om Jonas Raundahl (Fredericia HK), Victor Bune (BSH), Malthe Kronborg (Sønderjyske), Malthe Damgaard (Sønderjyske), Jonas Kruse (Fredericia HK), Malte Pedersen (Fredericia HK), Morten Jørgensen (Ribe Esbjerg) og Christoffer Langerhuus (Ribe Esbjerg).
- Danserne imponerede blandt andet til Halloween, hvor de lavede et uhyggeligt godt sjov rundt omkring i Vejle.
- Mette Graversgaard har smadret den ene rekord efter den anden på atletikbanen og har realistiske muligheder for at komme med til OL næste år. Vi krydser fingre.
- "Vilde Lene" alias Lene Christensen fik landsdebuten i fodbold og blev kåret som kampens spiller i 0-0 kampen mod Italien.
- Den nuværende elev Victoria Lund vandt DM i landevejscykling i Middelfart.
- Svømmerne leverede flotte resultater til DM, hvor der var flere medaljer.

Det er svært at fatte sig i korthed, men som forstander glæder jeg mig utrolig meget til året 2021, hvor VIES med garanti igen vil markere sig på landkortet på mange forskellige områder. Derudover håber vi også, at den enorme interesse for vores efterskole også vil fortsætte de kommende år. Ansøgningsfeltet bliver kun større og større hvert år, hvilket glæder mig meget.

Må 2021 være året, hvor normaliteten rammer samfundet igen og være året, hvor vi taler om Covid-19 i datid.

På skolen vegne vil jeg ønske ansatte, elever, samarbejdspartnere og alle andre der følger VIES et godt nytår og på gensyn i 2021. Må folk slippe deres idrætstalent løs…

Frank Rasmussen

Foto: Mette Mørk, Vejle Amts Folkeblad