Ny danselærer på VIES
Vi har glædet os til at kunne dele med jer, at Anja Mørk Rasmussen bliver ny danselærer på Danselinjen hos os på VIES. Det er en stor gevinst for VIES med Anja på posten, fordi hun sammen med stillingen hos os samtidig er Daglig Leder af DANSEquilibrium, hvor et hold dygtige undervisere er med til at give vores dansere undervisning i et bredt spekter af stilarter lige fra Hip Hop, Female Vibes, Girly Style til Heels og Latin.
Anja har danset siden hun var 3 år, og hendes forcer ligger inden for ballet, moderne, showdance og fysisk træning. Anja er uddannet danser netop fra DANSEqulibrium, som hun har været tilknyttet i 14 år både som danser og som instruktør. Anja er desuden uddannet personlig træner, fitnessinstruktør og massør, og så arbejder hun med styrkebaseret ledelse. Dette kommer hun til at bruge i sin undervisning og i sin tilgang til eleverne:
”Jeg glæder mig til at udfordre danselinjens elever både fysisk og mentalt. Når man træner så intensivt, som danserne kommer til i løbet af deres efterskoleår, så er det vigtigt at have fokus på danseglæden. Jeg glæder mig til at kunne give eleverne nogle sider af dansen, som de måske ikke selv har set, og så glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde med nogle dygtige og engagerede elever. Det bliver virkelig dejligt at lære hver enkelt danser at kende og at være med til at give dem et godt og udviklende efterskoleår med fokus på dansen.”
Anja vil arbejde på at få Danselinjen endnu mere ud af huset. Her er samarbejdet med DANSEquilibrium en unik mulighed for Danselinjen for at være en del af danseskolens events og arrangementer. Danserne kommer desuden til at få tilrettelagt et personligt danseprogram med mulighed for at dygtiggøre sig inden for stilarter, som de er særligt interesserede i på DANSEqulibrium. Danselinjen kommer også til at deltage i KAUFMANN Cup ligesom tidligere år. Desuden vil Anja arbejde på, at Danselinjen bliver mere synlig fx med videomateriale.